NOVEMBER 28, 2017

5 Podcast Anbefalinger

Jeg ELSKER podcasts – gør vi ikke alle det? (det virker i hvert fald sådan). Jeg hører podcasts når jeg cykler fra A til B, når jeg rydder op derhjemme og når jeg går alene ud til min mor i Dyssegård eller ind til indre by i weekenden en gang imellem. Derfor vil jeg lige dele mine 5 favorit podcasts – skriv endelig anbefaliner i kommentarfeltet, hvis I har nogle gode! Leandra Medine’s ‘Monocycle’ er ikke på listen, da jeg har nævnt den hundrede gange før, men det betyder naturligvis ikke, at den ikke stadig er min ultimative yndlings <3

podcastimage-8741566

BÆLTESTEDET

Programmet kunne ligeså godt have heddet “Under Bæltestedet”, for det er det VIRKELIG. Det er til gengæld også min ultimative YNDLINGS podcast og så kommer der en hel time hver eneste dag! Programmet går basically ud på, at Simon Juul og Jan Elhøj vender historier fra hele verden, gennemgår diverse dameblade og generelt bare er super over stregen/under bæltestedet. Fucking sjovt! Jeg knuselsker Simon Juul og Jan Elhøj og deres dynamik. Det er helt tydeligt, at de har kendt hinanden i hundrede år og de får mig til at grine helt ned i maven (også på cyklen).

podcastcover

SMART THE PODCAST

Sidsel og Frede har virkelig formået at skabe en podcast, som på mange måder er en forlængelse af deres ‘SMART’ bog, men som også virkelig formår, at lære folk om forskellige aspekter af mode på en virkelig fin og “pædagogisk” måde. De tager lytteren i hånden på en sej og inkluderende måde og guider folk igennem deres tanker omkring mode, diskuterer de nyeste trends, deres cravings, app-befalinger osv. Jeg er kæmpe fan og podcasten giver mig virkelig en behagelig lykkefølelse, hvor jeg føler at jeg diskuterer mode med min bedste veninde, men samtidig lærer noget. Det bliver til gengæld snart dyr for mig med de app-befalinger, for de er virkelig gode!

 

dannelsesrejse-2-0

DANNELSESREJSE 2.0

Den her podcast er lavet af min helt egen ven Alek, hvilket måske også gør den ekstra spændende for mig. Dog vil jeg vove at påstå at den virkelig er for alle. Det er en af de podcasts, som virkelig får en til at tænke over sit liv og dét at passe på sig selv og jeg synes allerede jeg har lært utroligt meget bare af de fire første afsnit. Podcasten udspringer af, at Alek tog orlov fra sit arbejde for at tage på dét han kalder dannelsesrejse 2.0. I forbindelse med sin dannelsesrejse taler han med forskellige, spændende personer, som hver har deres take på “dannelse” og dét at finde sig selv. Så kan I selv lytte jer til resten.

600x600bb

YOU MUST REMEMBER THIS

Breakfast at Tiffany’s er en af mine absolut yndlingsfilm og jeg har læst min share af biografier om Audrey Hepburn. Derudover kan jeg slet ikke få nok af Grace kelly dokumentarer og sladder historier om Elizabeth Taylor. Generelt er jeg bare virkelig fascineret af fortidens store skuespillerinder, Hollywood back then osv. Og det er lige præcis dét som You Must Remember This fokuserer på. Titlen er opkaldt efter en gammel Frank Sinatra sang og selvom det ikke er alle afsnit, der er lige interessante for mig, så har jeg slugt afsnittet om Audrey Hepburn, Mia Farrow, Grace Kelly, Lena Horne, Marilyn Monroe, Walt Disney og Elizabeth Taylor og jeg hører gerne hele baduljen igen! Klar anbefaling hvis man, ligesom mig ikke kan få nok af divas from the past!

avatars-000292429419-d6zybq-original

DETOX DIN HJERNE

Jeg går op i sundhed på dén måde, at jeg sørger for at få motion, spise moderat sundt (jeg elsker pasta og smør og ost og sådan er dét, men jeg sørger samtidig for, at få en masse grønt). Det vil sige, at jeg er på INGEN måde fanatisk, men det er selvfølgelig noget jeg tænker over. Jeg har derfor også, som alle andre, hørt de forskellige myter omkring det ene og det andet – Marabou chokolade er kræftfremkaldende, hvis du vil tabe dig må du ikke spise brød og pasta osv. osv. Detox Din Hjerne er et mega optur podcast, da det rent faktisk er lavet af to personer, som har ægte forstand på sundhed og dermed kan aflive/bekræfte diverse myter omkring sundhed. De formår at tage sundhed ned på et niveau, hvor alle kan være med og de er virkelig fornuftige at høre på.

Alle 5 podcasts kan hentes via podcast appen 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NOVEMBER 28, 2017