Rainbow Dash | Society B

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af Mediaplanet, som spurgte mig om jeg havde lyst til at skrive en artikel til Uddannelsesinformation.dk omkring mit valg af studie. Det havde jeg faktisk MEGET lyst til, men jeg endte til gengæld med at skrive en alt for lang artikel – men den vil jeg lige dele med jer her. Det kan jo være, at nogle af jer skal tage det store valg her til sommer? I kan se den korte version af artiklen HER.

___________________________________________

I sommeren 2011 var jeg på sommerferie i Paris med min mor og min søster. Solen skinnede, jeg havde ferie efter en lang periode med meget arbejde og det eneste jeg tænkte på var, hvornår jeg skulle have min næste kop kaffe. Pludselig ringede min far og med begejstring i stemmen udbrød han “Du er kommet ind!”. Min første tanke var ”Hvad snakker han om?”. Min næste tanke var “Kommet ind på hvad?”. Det var nemlig fire måneder siden jeg havde sendt kvote 2 ansøgninger til diverse uddannelser – jeg havde gjort det temmelig uovervejet og hurtigt i en pause imellem 5 ugers fis og ballade i New York og mit drømmejob som kostume assistent på en filmproduktion. For at være ærlig ville jeg ikke kunne gengive de fire uddannelser jeg havde søgt, hvis du spurgte mig i dag.

Jeg kan huske, at mine forældre var vildt nervøse for, at jeg aldrig ville få en uddannelse og at det var dem der pressede på ift. at få mig til at søge nogle forskellige uddannelser. Problemet var bare: Jeg interesserede mig udelukkende for mode og film og jeg opfattede overhovedet ikke mig selv som en, der passede ind på skolebænken. Jeg tænkte, at jeg ikke nødvendigvis skulle have en boglig uddannelse ligesom mine forældre og at jeg nok skulle klare mig uden. Og selvfølgelig skulle jeg nok have klaret mig – det er jeg sikker på. Men jeg ville alligevel ikke bytte de 5,5 år på studiet og min kandidatgrad (det er sgu da sejt!!!) for noget andet i verden.

Jeg havde ikke haft en specielt succesfuld skolegang i hverken folkeskolen eller gymnasiet – jeg havde været en solid 4/7’er på karakterskalaen med et par enkelte undtagelser nogle 2 og 10-taller. Jeg havde aldrig gået op i karakterer og jeg vidste, at der altid ville være nogen i klassen, der var bedre end mig. Dog havde jeg altid haft en forkærlighed for faget engelsk på grund af min amerikanske familie og det er måske det eneste fag i folkeskolen og gymnasiet, hvor jeg altid har elsket mine lærere og rent faktisk har syntes at det var sjovt og motiverende at lave lektier. Netop derfor var det nok meget heldigt, at jeg endte med at komme ind på engelsk på Københavns Universitet – også selvom det ikke var specielt gennemtænkt til at starte med.

Det første år var hardcore. Som på alle andre studier var det præget af “grundforløb”, hvor folk blev testet og hvor en del faldt fra. Den stod på hardcore grammatik, fonetik og masser af tung basisviden, som skulle lægge fundamentet for den videre uddannelse. Når jeg tænker på, at jeg var endt på et studie “tilfældigt” og ikke havde nogle fremtidsmål eller visioner med studiet så kan jeg godt blive lidt overrasket over, at jeg holdt ud. Jeg hadede det fordi jeg ikke var perfekt til det, men jeg elskede det fordi det fik mig til at føle mig som en del af noget, som alligevel var mit helt eget. Noget jeg havde valgt i mit liv og som min omgangskreds ikke var en del af. Et sted, hvor jeg kunne finde en anden side af mig selv, som jeg ikke helt var klar over eksisterede og hvor jeg fik venner, som jeg nok aldrig havde mødt ellers, men som jeg sætter uendeligt meget pris på.

Det var dog langt fra den indstilling jeg startede på studiet med. Jeg havde mildest talt en arrogant holdning til det at starte på et studie. Jeg var irriteret over, ikke at kunne fortsætte med at arbejde som kostumeassistent, jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville komme til at bruge min uddannelse og jeg gad i hvert fald slet ikke med på introturen. Jeg startede med en forventning om, at jeg ville køre sololøb, at jeg ikke ville komme til at engagere mig socialt og at jeg bare ville droppe ud, hvis jeg ikke gad mere. Men allerede indenfor de første par måneder fik jeg følelsen af sammenhold og det at føle mig som en del af noget. Sammenholdet var uundgåeligt og uundværligt og folk viste sig at være virkelig søde og kloge. Derudover fandt jeg fag og emner, som jeg brændte for, som gav mening for mig og som gav mig sommerfugle i maven. Jeg fik lov at nørde amerikansk litteratur og politik, mens mine medstuderende fik mulighed for at nørde det de interesserede sig for. Jeg fik også æren af at lære Shakespeare, Jane Austen og Virginia Wolf bedre at kende. Og endda med nogle virkelig kompetente, dygtige og passionerede undervisere til at guide mig igennem.

Jeg blev voksen på engelskstudiet, jeg lærte at overholde deadlines, at studere, at finde viden på egen hånd og at spørge mig selv ”Hvad interesserer mig?” og ”hvad brænder jeg for?”. Jeg lærte at forvente noget af mig selv og gøre mig umage. Jeg fik lov til at gå på opdagelse i mine afroamerikanske rødder i faget ‘Literature of the Harlem Renaissance’, jeg lærte at forstå betydningen og indflydelsen af religion i USA og jeg lærte at værdsætte Fitzgerald og lukke ham helt ind i mit hjerte. Jeg havde nogle fantastiske undervisere, som åbnede mine øjne for ting jeg ikke vidste eksisterede. Mit speciale skrev jeg om Cultural Appropriation, hvor jeg fik mulighed for at inddrage alt fra litteratur til mode og dermed forme mit fag, tage ejerskab over det og gøre det til mit helt eget. Senere har jeg virkelig tænkt over, hvilken luksus det er at gøre sig fortjent til at skabe sit eget emne og sit eget univers og gå på opdagelse i det – alt imens man bliver vejledt af en virkelig kompetent underviser OG endda får SU for at gøre det.

På engelskstudiet går man ikke særlig meget i skole – der er MEGET læsning og studietid på egen hånd og det kræver altså en god portion selvdisciplin. Jeg fik langt fra læst alle mine lektier, men jeg lærte at prioritere. Jeg arbejdede meget ved siden af – først i butik og som en slags ”modekonsulent” for et reklamebureau og senere som studentermedhjælper på samme reklamebureau. Jeg kørte altså mit uddannelses-passions-projekt på den ene side og ”kommunikation/markedsføring/projektledelse learning by doing” på den anden side. Og så havde jeg min blog. Det var travlt, stressende og frustrerende til tider, men jeg elskede virkelig at færdes i to forskellige verdener og samtidig kombinere dem på de punkter der gav mening. Det er noget jeg har taget med mig. Desuden oplevede jeg, til min store glæde, at jeg kunne have en succesoplevelse på skolebænken – netop fordi jeg interesserede mig for mit studie og for fagene endte jeg med at få en regn af 10-taller, hvilket var en hel vild oplevelse for mig. Jeg slap desuden igennem grammatik med et 2-tal og jeg har sjældent været så stolt af mig selv.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange ”voksne” har spurgt mig: ”Hvad kan man bruge engelsk til?” i løbet af min studietid, hvortil jeg har svaret noget i stil med ”Det er en god basisuddannelse”. Pisseirriterende spørgsmål og pisseirriterende svar. Men det har virkelig vist sig at have været en god basisuddannelse, som har dannet mig som person og som har lært mig et utal af egenskaber, som jeg måske ikke engang er klar over. Selvom jeg ikke bruger min viden hver eneste dag, så har det åbnet mine øjne for en masse ting, lært mig at se verden på en anderledes måde og den har gjort mig voksen og nysgerrig. Engelsk er noget jeg altid kan falde tilbage på og det har jeg bestemt også intentioner om at gøre en dag i fremtiden. Jeg har en drøm om at undervise og føre min passion for små og skæve, men vigtige emner, videre til andre. Men lige nu er jeg glad for mit jo som Projektleder på en fantastisk arbejdsplads, som vi kalder et digitalt underholdningshus og her har jeg intentioner om at blive længe. Selvom min uddannelse ikke har direkte forbindelser til det arbejde jeg er havnet i, så ved jeg, at jeg ikke kunne have klaret det uden – både i forhold til diverse egenskaber, disciplin og ikke mindst selvtillid.

Når det kommer til det sociale, så ses jeg den dag i dag stadig med fire af mine gamle studievenner. Det er nogle af de sødeste, klogeste og sjoveste mennesker jeg kender. Det er fantastisk at have en gruppe venner, som forstår ens fag og som man kan nørde med og hvor man kan droppe referencer som ingen af ens andre venner ville kunne forstå. Det er faktisk uvurderligt og jeg ville nok aldrig have mødt dem, hvis ikke det var for engelsk.

Kort sagt, så tror jeg på, at de fleste uddannelser kan give en noget som man ikke havde regnet med. Engelsk på KUA tog i hvert fald røven på mig og gav mig langt mere end jeg nogensinde havde kunne drømme om. Jeg ved at jeg var heldig, at jeg ramte ”plet” i første forsøg, men det var nok mest af alt en tilfældighed og en mavefornemmelse. Så mit råd til dig der skal søge uddannelse er: følg din mavefornemmelse, gør dig umage, tag udfordringen op i grundforløbet og tag så ejerskab over din uddannelse og find ud af, hvordan du kan gøre den til din helt egen. Jeg lover dig for, at du møder mennesker på studiet, der står klar til at hjælpe dig igennem – hvis du altså lader dem.

NEW IN: NOMAD BUMBAG

MIN UDDANNELSE

FENTY

MAY 19, 2019

20% OFF ASOS

CAROLINE PLUMMER

INSTAGRAM